Se hilsener i min egen nye gæstebog

Vil du modtage en elpost hver gang Celine's Verden opdateres?
Så indtast din elpost-adresse herunder og tryk på knappen:

Klik på billederne for at se dem i større udgave.

171) Se hvor fine far/mor/jeg var om morgenen på min fødselsdag og farmor og farfars guldbryllup

173) Min kusine Camilla og jeg var bare uadskillelige til min fødselsdag og farmor og farfars guldbryllup

175) Gudmor, far, faster, farmor og farfar til guldbryllupet

177) Kan du se, hvor jeg kan snaske!?

179) Jeg bliver i rigtig godt humør, når jeg ser Teletoppies

181) Gudmors hundevalpe var bare så søde

183) Far og jeg skriger om kap

185) Så stor er jeg blevet

187) Jeg har også været på Bakken

189) Jeg fik også pølse i Zoo

191) Mor siger jeg har et rigtig gavtyvegrin

193) Hej-hej - tak for denne gang - kom snart igen til min hjemmeside

Det er da utroligt, som tiden den flyver afsted. Der er sket så meget siden jeg blev 1 år, at far og jeg ikke har haft tid til at opdatere min hjemmeside i snart 3 måneder. - Far siger, at det er fordi at jeg nu er blevet så stor og dygtig til at lave narrestreger og ulykker, at han og mor må have et øje på hver finger. Og så bliver der ikke tid til hjemmesiden. - Nåh, men her er lidt nyt alligevel:

Det startede jo med, at jeg havde fødselsdag samtidig med at farmor og farfar havde guldbryllup 29.01.1999. - Jeg skulle godt nok lidt tidligt ud af sengen og klæs godt på, for kl. 8.00 om morgenen stod hele familien (minus farmor og farfar) og en stor del andre venner nedenfor farmor og farfars vinduer på Amager og sang. Der var kommet et helt lille hornorkester som spillede til. - Indtil de måtte stoppe p.g.a. tilfrysning af instrumenterne. Så kan I selv regne ud hvor koldt det var! - Det betød dog ikke så meget, for vi gik allesammen ned i et lejet festlokale på hjørnet af bebyggelsen hvor farmor og farfar bor. Der fortsatte vi bare med hornmusik og sang og morgenkaffe til mere end 50 mennesker. - Jeg fik skam også en fin fødselsdagssang. - Hvor mange kan prale af, at de til alle deres fødselsdage har haft et hornorkester og over 50 mennesker til at synge fødselsdagssang for dem? - Det kan jeg (indtil videre).

Om aftenen så var der stor fest på First Hotel Dan i Kastrup. - Det var bare alletiders. Jeg var også med. Og det var min yndlingskusine: Camilla også. Hvis ikke vi var det i forvejen, så blev vi i hvert tilfælde de allerbedste perlevenner den dag. Jeg var næsten i armene på Camilla hele dagen. Hun er bare SÅ sød ved mig. - Det blev kun afbrudt hver gang noget familie eller nogle venner skulle hilse på mig, og beundre min fine lyserøde blondekjole, som mor og far havde købt til mig på Gran Canaria. - Eller når jeg skulle danse. - Jeg elsker musik, og selv om jeg ikke kunne gå selv endnu, så fik jeg skam danset indtil flere gange på min 1-års fødselsdag. - Det var ikke en traditionel børnefødselsdag der blev holdt da jeg blev 1 år. - Men I kan tro, at den var festlig alligevel.

Det måtte jo komme en dag: 9. februar mener far at det må være den allerførste dag hvor jeg gik selv, helt på egen hånd. Uden hverken støtte, eller at nogen havde strakt arme jeg kunne kaste mig i. Det var en stor dag for mig. - Men jeg havde jo også fået nogle fine rigtige sko i fødselsdagsgave af min faster Anita, og så var jeg jo nødt til at lære at gå, så jeg kunne bruge dem. - Mor og far jublede da jeg begyndte at kunne gå. Men de holdt ret hurtigt op med at juble helt ubehersket. - Nu kan jeg nemlig selv bevæge mig hen til de ting der ser spændende ud, og så selv tage dem. - Mor og far og så jeg vi er ikke altid helt enige om, hvad jeg bør undersøge nærmere, bl.a. med munden, fordi det ser spændende ud.

Det at lære at gå, det er herligt. Blot 2 måneder efter at jeg gik allerførste gang, der er jeg blevet helt habil til at gå og nærmest også løbe omkring. Mor og far skal ialtfald hurtigt op af stolen, hvis de vil følge med mig. - Men den allerførste tid den var godt nok svær. For jeg ville jo gerne gå, og indimellem lykkedes det også helt fint. Men ofte så faldt jeg og slog mig. - Talrige er de gange hvor jeg lige skulle trøstes fordi jeg var faldet og havde slået mig. Jeg har dog fået ry for at være ret tough, for jeg hyler ikke særligt længe.

Én gang i slutningen af marts, da hylede jeg dog mere end ellers. Først havde vi et af vores efterhånden jævnlige natligte intermezzoer: Jeg vågner, jeg hyler, mor og far vågner, jeg hyler, jeg bliver taget op og trøstet og lagt ned igen, jeg hyler, jeg bliver taget op og får en tår at drikke og bliver lagt ned igen, jeg hyler, jeg bliver taget op og skiftet og lagt ned igen, jeg hyler, jeg bliver taget op og trøstet og vugget næsten i søvn og bliver lagt ned igen, jeg hyler, (gentages et antal gange), mor og far opgiver og tager mig med og lægger mig imellem dem i deres seng, jeg hyler ikke mere, alle sover. - Men om morgenen da vågnede far først. Han skulle lige på toilettet, og imens da vågner jeg og kravler rundt i sengen. Mor hun vågner først da jeg er kravlet ud af sengen og har banket hovedet ned i et hjørne på natbordet som står ved sengen. - Der hylede jeg godt nok kraftigt, for der blødte det fra et hul jeg havde fået lige udfor øjet. Gudskelov var det ikke i selve øjet.

Det betød, at jeg jo måtte blive hjemme. Det skulle jeg måske alligevel, for siden min fødselsdag da har jeg nemlig også været syg indtil flere gange. Lige så snart at jeg bliver lidt forkølet, så får jeg feber, ret høj feber, og så må jeg jo ikke komme i dagpleje. Jeg har også været med mor til ørelægen og har fået konstateret, at jeg har væske i øret, så jeg har let til mellemørebetændelse. Det er derfor at jeg nogle gange vågner om natten, og så har ondt i ørerne. Mor og far har stillet min seng på skrå for at hjælpe lidt på det. Men måske ender det med, at jeg skal have dræn i ørerne. Men nu ser vi tiden lidt an. - Hvis jeg fortsat skal være sygemeldt fra dagplejen sådan ca. 1 uge om måneden, så er mor og far ialtfald nødt til at gøre noget. - Nåh, men al min sygdom (far har vist talt det til 8-9 gange) har jo betydet, at jeg rigtig er blevet passet både af farmor og farfar, faster Anita, gudmor Gitte og moster Vivi flere gange. - Det kan jeg godt lide - selv om jeg på det seneste er blevet lidt mere tilknyttet mor og far og lidt mere forbeholden overfor helt fremmede. - Mit gode humør fejler dog normalt ikke noget.

Apropos moster Vivi, så kan jeg også fortælle en nyhed, for snart er jeg ikke den yngste i familien mere. Moster Vivi er nemlig gravid. Min 2 fætre Søren og Morten glæder sig til at få mindre søskende. - Ja, søskende - for Vivi venter faktisk tvillinger! - Du godeste med legekammerater jeg snart får! - Hun skal føde til oktober. - De ved endnu ikke hvad det er, men de håber naturligvis på at få mindst 1 pige, nu de har 2 drenge i forvejen. Det er ikke enæggede tvillinger, så det kan godt blive både en dreng og en pige.

Når jeg nu ikke mere bliver den mindste i familien, så er det jo godt at jeg har lært en masse nye ting: Jeg har længe kunnet både klappe og vinke. Men nu kan jeg skam også både give fingerkys med hånden, dronningevinke og sige goddag med hånden og det hele. Jeg snakker nu også en hel masse, selv om det kun er ganske få ord som folk forstår. - Det første ord jeg lærte som folk kan genkende det er såmænd: Tak. Jeg er meget flink til at sige tak, når jeg får noget. Men folk griner dog lidt, når jeg også siger tak idet jeg giver noget til en anden. - Far mener at jeg også har lært at sige far. Der er dog ikke helt enighed om det.

Mor og far siger at jeg også er blevet en lille TV-narkoman. Jeg elsker at se Teletoppies f.eks - og så reklamer. - Når de kommer, så stopper jeg som regel helt op og kigger, eller sætter mig i en af mine 3 små stole som jeg har fået. - Til gengæld når jeg hører musik, så er jeg ikke stille. Så danser jeg til gengæld tit rundt. Jeg både vugger fra side til side, drejer rundt og spjætter med både arme og ben. Mor og far er sikre på, at det bl.a. skyldes at vi i dagplejen i legestuen om onsdagen et antal gange har haft besøg af en musikpædagog.

Jeg elsker iøvrigt når der rigtigt sker noget. Så I kan nok regne ud, at fastelavn var alle tiders for mig. Jeg var klædt ud som leopard til Brøndbyvester Bylaug's fastelavnsfest (det er fars "bror" Carl som bl.a arrangerer det). Se billede. - Og så har jeg skam også allerede været på Dyrehavsbakken, eller blot Bakken som det vist hedder idag. Der var mange spændende ting at se på og prøve. Jeg var næsten ikke til at hive væk fra alle de bevægelige ting man kan komme op og sidde i eller på. Og så var det herligt at komme i Zoologisk have med mor og far, for jeg er utroligt glad for dyr. Bare jeg ser en hund, en fugl eller lignende i fjernsynet, så er jeg helt vild. - Jeg er ikke bange for dem, men har dog lært lidt respekt, efter at jeg et par gange er blevet revet af vores katte, fordi jeg har hevet dem i halen. Eller jeg er blevet væltet omkuld af gudmors hunde, når de vil slikke mig i hovedet. Jeg havde dog ikke mere respekt for dyrene i Zoo, end at jeg inde i børne-Zoo var helt vild med gederne. At de gumlede i min suttekæde og min jakke gjorde ikke noget. Jeg hev dem til gengæld i både horn og ører.

Med hensyn til mad, så har jeg typisk ingen appetit når jeg er syg, men en god appetit når jeg er rask. Jeg elsker f.eks. makrel, både røget og som makrelsalat og så rejer - og naturligvis slik, ikke at forglemme. Mor og far siger, at jeg har fået mindst én "sød tand". Grøntsager er til gengæld ikke mit store nummer. De skal smugles ned, f.eks. i en tærte eller i lasagne, som jeg også elsker. Jeg er efter jeg blev 1 år også gået over til at drikke komælk. Som regel økologisk sødmælk, når det er til at få. - Og så Rynkeby's røde saft. Den kan jeg drikke i spandevis af. Sodavand er også et hit, selv om mor og far holder lidt igen med det. - De siger det er alt for sødt. Og så skal jeg være mere flittig med tandbørsten.

Jeg er skam begyndt selv at børste de 7-8 tænder som jeg efterhånden har fået, sådan nogenlunde fordelt i undermund og overmund. Og flere er på vej! - Far og mor vil gerne hjælpe til med at børste, men jeg er en egenrådig dame. Jeg vil selv! - Det gælder også når jeg spiser. Jeg vil ikke mades mere. Det gælder også skemad. Så nu render mor og far konstant og samler op og tørrer op efter mig, når jeg spiser/har spist på bordet, på gulvet, på væggen og hvor jeg ellers kan kaste mad og drikke hen! - De kalder det et farligt svineri. Men jeg skal jo lære det!

Jeg er heller ikke sådan at kyse af de andre børn siger Gitte i dagplejen. Godt nok kan min lidt ældre legekammerat Lasse måske puffe til mig ind imellem. Men så får han bare en på goddag'en med det jeg tilfældigvis har i hænderne. Og legetøjet det er jeg overbevist om, er mit alt sammen. Jeg tager i alle tilfælde bare hvad jeg skal bruge. Selv om det har været svært her de seneste uger, hvor vi har været 5 børn hver dag i dagplejen. Far siger at det er for dårlig af Greve kommune at de ikke ansætter flere dagplejemødre. Vi skulle jo kun være 3 børn hos Gitte, og nu får hun så 5 i næsten 2 måneder! - Det er nok derfor at jeg lærer at klare mig selv og blive en hård hund. Til gengæld så har den mindste legekammerat: Cecilie det hårdt. Hun hyler meget. - Hun skal vist snart stoppe. Hun har i stedet fået vuggestueplads i Tune, hvor hun bor.

Foruden dem i dagplejen, så har jeg jo også flere legekammerater, for vi har holdt kontakten til den mødregruppe, som mor og jeg blev tilknyttet i sin tid. Og de var allesammen incl. mænd og søskende samlet hos os 17.04.1999. Der var der godt nok gang i butikken: 9 voksne og 7 børn hvor de 5 jo var på min egen alder! - Men det var meget hyggeligt. - Mor og far håber at jeg bliver rigtig gode venner med min navnesøster: Celine. For hun bor jo kun 225 skridt fra os. Hende kan jeg besøge uden så meget som at skulle krydse en vej.

Nåh, men nu får I ikke mere denne gang. Jeg skal ud og sove til middag i barnevognen. Det gør jeg hver dag i ca. 3 timer, og jeg elsker det. Der er kun 2 ting jeg elsker mere, og det er at gå i bad (der kalder far mig: Sjaskeline), og så at pussenusse med mor eller far, hvad enten det er i lænestolen eller inde imellem mor og far i deres seng.

Klik på billederne for at se dem i større udgave.

172) Og så fin var mor og jeg om aftenen

174) Farmor og farfar - Det lykkelige  Guldbrudepar

176) Til fastelavn var jeg et vildt dyr: En leopard

178) Et af mine allerførste skridt

180) Jeg elsker at læse bøger sammen med min far

182) Se hvor god jeg er som "køkkenskriver"

184) Far siger jeg er blevet dygtig

186) Det var det show - slut!

188) Og i Zoo var jeg ikke bange for dyrene, jeg hev sågar geden i øret

190) Og så slog jeg mig på flasken, da vi var kommet hjem

192) Men jeg kan også se rigtig dydig ud når jeg vil

196) Endelig sommer, så man kan sidde på græsplænen og lege

198) Jeg er også gået i gang med havearbejdet

200 Rutchebanen bruges både forfra og bagfra

202) Men der er nu ikke noget som et sommerbad

204) Jeg går til den med fodbolden

206) Her sidder jeg i Chablis og spiser melon

208) Det var godt nok også varmt i Chablis

210) Her ser I min ny "lillesøster" Marizabel

Hej igen. - For sådan lige at følge op på tidligere, så kan jeg fortælle at (hvis alt går vel) får jeg både en fætter og en kusine i oktober måned, eller måske allerede september. Det har moster Vivi fået konstateret. - Mor og far har til gengæld konstateret, at jeg ikke er nogen baby mere. For i maj måned der ville jeg en aften pludselig ikke have min "godnat-sjus" mere i form af sutteflasken med mælk i. Sådan noget med sutteflaske, det er kun for babyer. Så siden har jeg ikke brugt sutteflaske. - Far var iøvrigt meget spændt i starten af maj måned om jeg kunne genkende ham igen - eller om jeg var fornærmet, fordi han var i Chablis med sin kollega Kurt Egon i en lille uges tid. Men selvfølgelig kunne jeg da genkende og huske min far!

Endelig begyndte det at blive normalt i dagplejen med antal børn (3-4), men man skal ikke glæde sig for tidligt, for pludselig en morgen i starten af juni fik vi at vide, at min normale dagplejemor: Gitte havde brækket foden. - Suk! - Det betød, sammen med ferieafholdelser, en anden dagplejemors langtidssygemelding, og akutte sygemeldinger, at jeg virkelig fik hilst på en række forskellige dagplejemødre i Karlslunde. Først Marianne W. (min gæstedagplejemor), så Vibeke (min gæste-gæstedagplejemor), dernæst Marianne M. (min gæste-gæste-gæstedagplejemor), tilbage til Vibeke (min gæste-gæstedagplejemor) og endelig igen Marianne W. (min gæstedagplejemor), før jeg kom tilbage til Gitte (min normale dagplejemor). - Og så har jeg ikke engang nævnt alle mine legekammerater! - Nåh! - Men mor og far synes at jeg har taget det i næsten stiv arm. Faktisk var jeg så glad for at være hos Marianne M. og Vibeke, at Marianne M. eller evt. Vibeke fremover bliver min normale gæstedagplejemor. - Det eneste sted hvor jeg hylede når jeg blev afleveret, var nemlig hos Marianne W.

Teletoppies er fortsat mit helt store hit. Mor og far har købt et båd med dem, og iøvrigt optaget et andet fyldt med Teletoppies. Så nu kan jeg se Teletoppies hver dag når jeg har lyst. Som regel lidt om morgenen og når jeg kommer hjem fra dagplejen imens mor laver mad. - Min interesse for musik og dans er absolut heller ikke mindsket. Tværtimod! - Jeg kan næsten ikke stå stille når jeg hører noget god musik, speciel med danserytmer. - At jeg så også er helt vild med at klatre op allevegne, det er mor og far til gengæld ikke så vilde med. - Ét sted kan jeg dog klatre som jeg vil, for mor og far har købt en lille rutchebane i plastic til mig. Den er virkelig et hit. Og det er den lille sandkasse jeg har fået også. - Ikke mindst her i juli måned hvor låget til sandkassen blev brugt som badekar på nogle herlige sommerdage med næsten 30 grader varmt vejr.

Herligt, at man alligevel ikke skulle have dræn i ørerne. De havde måske forhindret at man kunne bade. - Det har jeg nemlig også prøvet i sommer. Både i Fakse Ladeplads sammen med mors kusine Anita, Rene og deres 3 drenge: Dennis, Tommi og Kenneth, men også i et lånt badekar i Chablis i Frankrig. - Der har vi nemlig været på ferie i slutningen af juli/starten af august. - Vi lånte faster Anita og onkel Jørn's campingvogn og kørte derned selv i bil. Det er godt nok langt at køre 2 gange ca. 1325 kilometer, men det var faktisk ikke så slemt. Vi kørte en del om natten hvor jeg sov. Og om dagen der stoppede vi næsten hver gang jeg var vågen. Det var herligt. Så gik vi (næsten) altid på en legeplads. Dem er der faktisk mange fine af på rastepladserne i Tyskland og Frankrig. - Da vi så kom til Chablis, så kan det nok være at vi fik hilst på alle vores franske venner. Vi fik også hilst på Jacques og Annick, hvis datter Celine jeg er opkaldt efter. "Grand" Celine var desværre ikke hjemme. Hun bor også nu i udkanten af Paris, hvor hun arbejder nu som damefrisør. Hun boede før i Auxerre, men da hun blev udlært som damefrisør skulle hun søge nyt job. Og det blev så nær Paris. - Vi var også hjemme hos Michel og Anni. - Michel tog os også med på kooperativet: La Chablisienne. Det var mor og far helt pjattede med. De stod vist også og smagte på noget hvidvin i deres glas, som vistnok var både godt og dyrt. Det hed noget med Grand Cru, så vidt jeg husker. - Jeg løb til gengæld rundt og skabte mig i højlydte frydefulde toner. Det var der til gengæld ingen (udover mig) der var så pjattede med.

Apropos toner, så er jeg begyndt at sige en hel masse. "Sik" er selvfølgelig musik, "sule" betyder at jeg er sulten, og så kan jeg sige en del af navnene på tingene i en billedbog jeg har: "Sye" hedder en cykel og "bår" er en bold, for ikke at tale om "bar" der er en bamse. Desuden har alle mine dagplejemødre været imponerede af min høflighed. Som tidligere nævnt siger jeg pænt "dak" både når jeg får og når jeg giver noget. - Det folk siger til mig, det forstår jeg faktisk alt sammen. Og engang imellem retter jeg mig også efter det. Selv om far siger, at jeg har selektiv hørelse!

Jeg er meget glad for at være ude i luften. Jeg piver aldrig når vi går lange ture i dagplejen. Og så er jeg blevet ret habil til og utroligt glad for at spille bold. Både fodbold og håndbold. Far er sikker på. at jeg nok skal komme på landsholdet engang. Hvad landshold det så end måtte blive. - Fester, det er også lige mig. Sidste weekend (medio august) var vi til 50 års fødselsdag fredag morgen, 2 * 50 års fødselsdag lørdag eftermiddag/aften og 40 års fødselsdag + bryllup det meste af søndagen. - Så der var ikke noget at sige til, at jeg der lærte rigtigt at råbe: "hurra". - Så det går jeg også råber til nu.

Mange har spurgt mor og far, om jeg ikke snart skulle have en lillebror eller lillesøster. - Så det har jeg fået nu! - Hun er født den 24.01.1998, og er derfor kun ca. 1 måned yngre end mig!. - Mor og far er nemlig blevet faddere eller hvad man kalder det til et "sponsorbarn" igennem Plan International, Danmark. Hun hedder Marizabel Gil Peralta og bor i El Patrocinio i San Vicente Pacaya i Guatemala. Se billederne af hende. - Jeg har med fars hjælp lige skrevet til hende for første gang. - Det bliver meget spændende at have en "lillesøster" på min egen alder næsten på den anden side af jorden. - Det vender jeg tilbage til her på min WEB.

197) Har I set min imponerende samling af "badedyr!?

199) Så er der gang i sandkassen

201) Og sådan her tager jeg det roligt

203) Se hvor glad jeg ser ud for sommervejret

205) Lige noget for en lille "krudtugle"

207) Men jeg kan da også se dydig ud.

209) Der måtte lige et ekstra dansebillede med

211) Og her er Marizabel med sin mor Aura

214) Du kan tro, jeg er dygtig til at koste rundt med  farmor og farfar

217) Jeg er også blevet fotograferet i dagplejen - Dette billede er © Modul Foto

219) Her lærer jeg: "Først den ene vej, og så den anden vej, atjuh, atjuh og skomardreng"

Desværre stoppede sommeren, selv om vi ikke skal klage, for det var faktisk sommervejr langt ind i september måned. Jeg nød da Gitte - min normale dagplejemor kom tilbage efter lang tids sygemelding med hendes brækkede fod. Og så Lasse, min bedste legekammerat i dagplejen. Selv om nu har jeg fået en legekammerat mere hos Gitte: Mikkel. Gitte siger at Lasse og jeg opfører os som søskende. Vi kan både være de bedste venner og skændes og slås så det fyger.

Så fik jeg en fætter og kusine den 05.10.1999. De skal hedde Martin og Maria. Martin vejede 3.080 g. og Maria vejede 2.450 g. Alt gik som det skulle, omend at de blev født ved kejsersnit som lægerne havde sagt, fordi den ene af dem lå forkert i moster Vivi's mave.

Jeg har nu også prøvet at have mine "egne kæledyr!", for pludselig en dag blev mor og far ringet op af dagplejen om at komme og hente mig, for jeg havde lus. Mor og far blev rimeligt chokerede, indtil de erfarede at det slet ikke har noget med hygiejne at gøre, men blot kontakt til en luseramt, og at det ikke var så ualmindeligt endda. Smittekilden blev med stor sandsynlighed sporet til dagplejemoderens datter, som sikkert havde fået dem i skolen, der også var luseramt. Det lykkedes at komme af med dem ved hjælp af Prioderm-shampoo og en periode med nærmest hysterisk klinisk hygiejne og en enorm daglig vask af alting, ligesom alt tøj, håndklæder, sengetøj, bamser o.l. var enten  en tur i dybfryseren, eller blev isoleret i en periode. - Om det hele var nødvendigt ved vi ikke, men det lykkedes at slippe af med lusene igen i 2 omgange, da den sandsynlige smittekilde var fundet.

Mor blev 40 år 04.11.1999, og du kan tro, at dagen startede med en overraskelse for hende, for far og jeg havde arrangeret at en stor del af familien stod og ventede inde i stuen med flag og gaver, da mor intetanende af far blev bedt om at gå ind i stuen og se sin fødselsdagsoverraskelse. Mor troede at hun fik en ny cykel eller sådan noget, som ikke kunne komme med ind i soveværelset, hvor far og jeg vækkede mor og sagde tillykke.

Jeg gav også min mor en rigtig fødselsdagsgave, for dagen efter at hun holdst fødselsdag, d.v.s. søndag den 07.11.1999 der sagde jeg for første rigtigt: "Mor!" - Du kan tro, at min mor blev glad. - Hun blev så glad, at jeg nok kunne regne ud, at det var noget der virkede, så på et tidspunkt i løbet af natten derefter da far vågnede, der hørte han at jeg lå og øvede mig i at sige: "Mor". - I en pæn lang periode forinden da sagde jeg "far" - hver gang mor forsøgte at få mig til at sige "mor". Det grinede far meget af.

Jeg fulgte succesen op med at jeg første gang 10.11.1999 sagde mit eget navn: "Celine". Og siden da, der har jeg lært at sige adskillige ord. Faktisk så lærer jeg vel 2-3 ord om dagen. - Jeg forstår i praksis alt hvad der bliver sagt, selv om jeg en gang imellem lader som om jeg ikke helt forstår hvad der bliver sagt. Det er jo ikke alt hvad man hører, at man har lyst til at høre efter - vel!?

Jeg tog også rigtig fis på min far en dag. Det var faktisk den dag hvor mor til julefrokost 26.11.1999 hvor far og jeg vi hyggede os hjemme. Far hentede mig tidligt, vi fik tidligt mad, og havde så god tid til at jeg kunne få et rigtigt langt bad. Det elsker jeg nemlig. - Nåh, men da far gav mig tøj på, så var far åbenbart i så godt humør, at han stod og sang. - Ved sang nr. 3 der kiggede han nærmere på mig og forstod min hentydning, for jeg havde plantet mine 2 pegefingre solidt i mine 2 ører. - Far var ved at omkomme af grin. Og tænk, han holdt op med at synge! - Far siger bare, at det er da godt at jeg tilsyneladende er kvalitetsbevidst med musik, eller ligefrem musikalsk, for det er han ikke specielt, udover at han elsker at høre musik!

215) Gudmor har også haft hundevalpe igen

216) Her ligger min nye fætter og kusine

218) Her siger jeg "far", selv om mor forsøger at få mig til at sige "mor"

220) Ja, jeg bruger altså sut endnu !

221) Jeg elsker at feste, her til mors 40 års fødselsdag - Du kan se flere billeder derfra her

224) Dette billede blev også brugt som udskrevet julekort til familie og venner

226) Jeg fik et stort knus af  mor da vi et par sekunder forinden var gået ind i et nyt årtusinde

228) Hvor var det flot at se fyrværkeri - og jeg var ordentligt beskyttet kan du se!

Jeg skal love for, at jeg fik festet noget i december måned 1999. Jeg var til ikke færre end 3 juletræsfester. Først i Rishøjhallen sammen med far, moster Vivi og mine fætre: Søren og Morten. Jeg var lidt betuttet, nærmest overvældet og næsten mundlam de første 20 minutter. Men efter ½ time, så piskede jeg rundt på gulvet. Herligt bare at kunne sådan løbe rundt for fuld tryk. Jeg dansede ikke altid de samme danse som de andre børn. Ofte stod jeg i stedet foran orkesteret og dansede min helt egen dans.

Efter Rishøj var det så dagplejens tur oppe i vores legestue. Der gik jeg skam Lucia-brud. Det var mor og far meget stolte af. - Den sidste juletræsfest var på fars arbejde: KMD hvor jeg var specielt vild med alle figurerne: Bamse og Kylling, Bananer i Pyjamas o.l. - Men ellers så råhygger jeg mig med at fise rundt. At der sidder andre børn f.eks. på et tidspunkt og ser tegnefilm det rører mig ikke. Heller ikke selv om de skulle finde på, at sige "hold så kæft - og sæt dig ned!" - Jeg løber da bare videre og skriger og skråler!

Slikposerne til sådanne julefester er heller ikke dårlige. Faktisk siger mor og far, at jeg har fået alt for meget slik i december måned. Det kan jeg nemlig godt lide. Selv om jeg også både kan sige nej-tak til noget jeg ikke er så vild med, og iøvrigt også kan få nok. - Men jeg er blevet flink til at få børstet tænder hver aften sammen med far.

Så kom endelig juleaften. Mor og far havde jo snakket meget om juleaften, og spurgt om jeg glædede mig. Men jeg vidste jo ikke rigtigt hvad det var. Men inden juleaften havde jeg selvfølgelig lært at sige "julemand", så lidt anelse havde jeg. - Og det fik jeg også brug for. - For efter at vi havde spist andesteg juleaften derhjemme, sammen med farmor og farfar og onkel Hans + Dennis, tænk så kom julemanden med en gave til mig. - Du kan tro, at jeg var overrasket. - Ttænk han kom med rød nissedragt og hvidt skæg og det hele, ned af stigen oppe fra vores loft. - Jeg fik en fin gave kan du tro: En støvsuger. - Det fik jeg også lært at sige inden juleaften var gået. - Det var lige mig at danse om juletræet og synge og lege med dem alle sammen. Men gaverne bagefter det var absolut heller ikke dårligt. - Nej, hvor var der mange! - Jeg fik en masse spændende ting. Meget legetøj, men også nogle fornuftige gaver. Og dem kan jeg skam også godt lide. Jeg kan sagtens sige: "Nej - se mor!"

Jeg fik også lov til at opleve årtusindskiftet. René og Anita (mors kusine) var hos os med deres 3 drenge på 2, 4 og 6 år, sammen med onkel Hans + Dennis så der var gang i butikken. Vi fik fondue, så vi sad og råhyggede os det meste af aftenen. D.v.s. os unger vi havde fuld gang i al mit legetøj og i videobåndoptageren. - Man skulle tro at en pige som mig på under 2 år lå og sov ved midnatstid, men jeg ville da ikke gå glip af det eneste årtusindeskifte jeg nogensinde kommer til at opleve. Far og mor og de andre voksne gik ud på terrassen for at skyde raketter af lige da klokken var blevet 12. - Far så helt glad ud, at der ikke var nogle computerproblemer rundt omkring i verden. - Nåh, men Tommi og jeg vi stod pænt inde i stuen og kiggede ud af den åbne terrassedør med hver vores sæt beskyttelsesbriller på. Far sagde at det var mere fornuftigt at jeg havde hans beskyttelsesbriller på. Far har jo sine egne normale briller.

Resten af januar indtil jeg blev 2 år den 29.01.2000 skete der ikke så meget, udover at far glædede sig over at alle computersystemerne ikke brød sammen ved årtusindeskiftet. Faktisk har vi ikke mærket noget som helst til nogen som helst ting. Alt fungerer tilsyneladende som det skal.

225) Til juletræsfest i dagplejen gik jeg Luciabrud

227) Far fik også en knuser i det nye årtusinde

229) Vi har de bedste forhåbninger til år 2000